Arbejd i udlandet og boost din professionelle karriere

Der er mange gode grunde til at arbejde og bo i udlandet. Et udlandsophold kan være uforglemmeligt, fantastisk og lærerigt, og det kan også komme dig betydeligt til gode, hvis du efterfølgende beslutter dig for at søge tilbage til Danmark igen. Du kan ikke bare få unikke oplevelser med i bagagen, et udlandsophold kan også gavne dit cv og din videre karriere i erhvervslivet. Når man beslutter sig for at bosætte sig og arbejde i udlandet, er det typisk uden den nære venneskreds og familie. Når du flytter til udlandet kræver det ikke blot, at du er væk fra familien, som når du flytter til en anden dansk by eller landsdel. Du skal som regel også lære at begå dig i en fremmed kultur, på et fremmed sprog og blandt nye kolleger og bekendte.

Bliv en stærkere kandidat

Du vil møde en masse udfordringer og nye ting, du skal forholde dig til, når du bosætter dig i udlandet. Du skal fx sætte dig ind i, hvordan du kommer til lægen, finder bolig og betaler skat. Selv om det umiddelbart kan virke overvældende med alle de ting, du skal undersøge og sætte dig ind i, så er det nødvendigt, og det kommer dig til gode på den lange bane. Mange, der kommer hjem efter et længere ophold i udlandet, føler sig mere ansvarsbevidste, nysgerrige og modne. De har selv skulle tage hånd om de mange udfordringer, de har mødt, og det ved både danske og internationale arbejdsgivere. Du viser, at du er ansvarlig, men du skiller dig også automatisk ud fra mængden med den nye viden, du har fået ved at arbejde i et andet land.

Skil dig ud fra mængden

Den viden og de erfaringer er guld værd for virksomhederne og for din fremtidige karriere. Måske har du under dit ophold set eksempler på, hvordan medarbejdere kan optimere en virksomheds potentiale, eller det kan være, at du har set eksempler på, hvad en virksomhed ikke bør gøre. Danske arbejdsgivere er ikke blot interesserede i det danske marked. De er også nysgerrige mht., hvad der rører sig ude i verden. Du kommer med andre ord hjem med en viden, du måske er ene om at have. Denne unikke viden er med til, at du skiller dig ud fra mængden, når arbejdsgivere kigger jobansøgninger igennem. Hvis en dansk virksomhed satser på at slå igennem i Tyskland, vil det naturligvis være attraktivt, hvis en fremtidig medarbejder allerede har arbejdet i landet, kender markedet, evt. har lokale kontakter og kan begå sig på tysk.

Gode sprogkundskaber gør dig til en attraktiv kandidat

En dansk virksomhed, der arbejder på at slå igennem i udlandet, vil kun se det som en fordel at have en kandidat, der kan tale flere forskellige sprog. Yngre danskere kan i dag generelt begå sig på engelsk, men det samme gør sig ikke gældende i mange andre lande. For at markedsføre sig succesfuldt som virksomhed i et andet land kan det være afgørende at have en medarbejder, der kan tale sproget. Har du fx arbejdet i Storbritannien, vil du have bemærket, at ordet "please" bliver brugt ofte, og at "sorry" ikke kan siges for mange gange. Glemmer du dette, kan du anses for at være uhøflig, selvom det ikke har været intentionen. Jo mere du ved om kulturen i det enkelte land, desto mere vil du kunne undgå eventuelle kultursammenstød, og det er her, dit udlandsophold kan være en styrke for virksomheden.

Netværk

Når du både arbejder og bor i udlandet, er du langt hjemmefra, og mange danskere i udlandet skaber her et nyt netværk af kolleger og venner. Har du fx været i Spanien, kan disse relationer være vigtige, hvis du er selvstændig og gerne vil markedsføre et produkt på det spanske marked – eller hvis du, efter at være vendt hjem til Danmark, ønsker at rejse tilbage for at arbejde i Spanien.

Udlandet giver dig et væld af muligheder

Et udlandsophold kan således ikke blot være en fantastisk oplevelse og være ved med til at forme dig som menneske. Det kan også have en stor betydning for din fremtidige karriere og være med til, at du skiller dig positivt ud, hvis du beslutter dig for at flytte hjem til Danmark igen. Et udlandsophold sætter dig på prøve, men det giver dig også ny viden, bedre sprogkundskaber og nye relationer.
Publiceringsdato 29.11.2018
Del på:
Bliv ansat hurtigt
Personlig rådgivning
Velkendte firmaer

Nyttige artikler

Anbefalede job

Oplev disse lande

Cookies

Arbejdeiudlandet.dk anvender cookies for, at hjemmesiden skal fungere så godt som muligt. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, godkender du anvendelsen af cookies.