Få nye venner i udlandet

Når du gør dig overvejelser om at finde arbejde i udlandet og starte et nyt eventyr, har du måske gjort dig nogle tanker om, hvorvidt du vil kunne starte forfra i et nyt land og skabe dig en ny vennegruppe. En stor del af en god udlandsoplevelse er naturligvis muligheden for at møde nye mennesker og knytte venskaber, du ikke ellers ville have haft mulighed for. Derfor har vi samlet en række gode råd og erfaringer fra andre, der har stået i samme situation, så du er godt klædt på til nye oplevelser i udlandet. Spørger du andre danskere, der har boet og arbejdet i udlandet i en vis periode, hvad den bedste del af deres oplevelse var, vil du med sikkerhed høre mange svare, at den absolut bedste del af deres udlandsophold var deres mange nye venskaber med mennesker fra hele verden. Et udlandsophold kan være berigende på rigtig mange måder, men muligheden for at knytte tætte relationer med andre unge fra hele Europa og hele verden er uden tvivl en af de helt store oplevelser, som du bør unde sig selv!

Nye arbejdsvenner

Alt afhængig af din arbejdsplads vil du i mange tilfælde først og fremmest kunne skabe nye venskaber på din nye arbejdsplads. Har du fundet en spændende arbejdsplads gennem de mange muligheder hos Workwide, har du med al sandsynlighed fundet frem til en international arbejdsplads med ansatte fra hele Europa og hele verden. Selvom det måske kan virke nervepirrende at starte på en helt ny arbejdsplads, oveni købet i et nyt og fremmed land, så husk derfor på, at dine nye kolleger med al sandsynlighed er i præcis samme båd som dig! Størstedelen af dine kolleger er sandsynligvis langt væk hjemmefra, og alle er derfor ivrige efter at skabe nye relationer og opbygge nye venskaber. Det er derfor sandsynligt, at du allerede på din arbejdsplads vil møde andre i din aldersgruppe, som også er nye i landet og hellere end gerne vil have en rejseven til at udforske det nye land, gå på opdagelse i byens museer og gallerier, øve sig på det lokale sprog sammen eller ganske enkelt drikke en øl efter arbejde og sammenligne erfaringer om jeres værtsland.

Skab nye venner uden for arbejdet

Har du søgt job hos en mindre arbejdsplads, hvor der er færre kolleger, eller har du eksempelvis færre kolleger i din egen aldersgruppe - eller ønsker du blot at møde nye mennesker, som du ikke nødvendigvis ser hver eneste dag på jobbet, er der masser af andre muligheder for at skabe nye venskaber. Også selvom du er langt væk hjemmefra og til at begynde med ikke kender en sjæl i din by! Hvis du laver en smule research, vil du hurtigt opdage, at mulighederne for at møde nye mennesker er talrige - selv i små byer.
  • Nye kolleger bliver hurtigt til nye venner
  • Rig mulighed for at skabe nye venskaber uden for arbejdet
Først og fremmest kan det anbefales at benytte et online forum, der har til formål at bringe mennesker sammen i nye konstellationer. Meetup.com er en rigtigt god ressource, der har en lang række forskellige typer events i små og større byer over hele verden. Her kan du vælge en gruppe efter dine interesser, eller efter hvilke mennesker du gerne vil møde. Du kan for eksempel tilmelde dig en Meetup-gruppe for biografelskere, der sammen ser de nyeste film, maratonløbere, der sammen træner eller for madelskere, der sammen afprøver byens restauranter. Meetup-grupper er ofte også arrangeret efter for eksempel identitet eller alder. Således vil nogle grupper særligt henvende sig til folk, der er LGBTQ, nogle grupper er særligt for unge under 30 år, og andre grupper fungerer eventuelt som et mødested for kvinder. Kan du ikke umiddelbart finde en gruppe, der passer perfekt til dine interesser, så se det som en mulighed for at prøve noget helt nyt og samtidig møde nye mennesker. Med et åbent sind og en nysgerrig indstilling, vil du med sikkerhed hurtigt møde nye venner.
  • Benyt Meetup.com til at finde grupper efter interesser
  • Sorter eventuelt grupper efter din identitet eller alder

Internationale venner

Er Meetup.com ikke tilgængeligt i det land eller by, du skal flytte til, så prøv at udforske andre internationale sites såsom Couchsurfing, der også har regelmæssige meetups i forskellige byer rundt omkring i verden. Disse platforme er en fantastisk mulighed for at møde andre mennesker, der ofte vil stå i samme situation som dig - nye i landet og ivrige efter at skabe nye venner, som det nye land kan udforskes sammen med. Du vil få et væld af nye venner fra hele verden, som du siden kan besøge i deres egne hjemlande!

Rejsefæller

En stor fordel ved at skabe et netværk af internationale venner er, at mange af dem sikkert vil være mindst ligeså interesserede i at udforske deres værtsland, som du med al sandsynlighed selv er! Rejseoplevelser er ofte sjovest i selskab med andre og særlig andre, der også selv ser landet med nye øjne og kan forundres og overraskes over den nye kultur. En grupperrejse er også en rigtig god måde at gøre gode bekendtskaber til nye venner, så forsøg eventuelt at arrangere en gruppeudflugt, hvor alle tager en ny ven med.

Lokale venner

Er du interesseret i at lære det lokale sprog eller bare at lære mere om den lokale kultur og det daglige liv, så er du måske særligt ivrig efter at få nye venner, som ikke selv er nye i landet, men er lokale. Selvom sites som Meetup.com ofte benyttes af både lokale og nytilkommere, kan der ofte være en overvægt af internationale nye tilflyttere, og hvis det er en prioritet for dig at skabe lokale venskaber, kan du derfor eventuelt overveje at prøve andre platforme, der i højere grad benyttes af lokale. En gruppe for sprogudveksling er eksempelvis en rigtig god måde både at møde lokale unge, som er interesserede i at få nye bekendtskaber fra andre dele af verden samtidig med, at du får øvet det lokale sprog på den bedst mulige måde - ved at tale det med gode venner! Der findes flere forskellige internationale online sites, der forbinder mennesker, som er interesserede i sprogudveksling, og måske har dit værtsland og -by også deres egen lokale version, så prøv gerne med en internetsøgning eller forhør dig på din nye arbejdsplads.

Roommates og studiekammerater

Skal du selv finde bolig i dit nye værtsland, kan du desuden lede efter en dele-lejlighed sammen med andre på din egen alder. Roommates bliver ofte gode venner, og når du alligevel skal finde et sted at bo, kan du jo ligeså godt lede efter et sted med nogle søde og interessante roommates! Tag gerne ud og se på nogle forskellige steder, og sørg for at tage dig tid til at få en snak med de andre beboere, inden du tager en beslutning om, hvor du har lyst til at bo, og hvem du skal dele bolig med. Det er vigtigt at komme godt ud af det med hinanden, når man deler bolig, og det er derfor godt givet ud at besøge de forskellige lejligheder og få en god fornemmelse for, hvorvidt du og de andre beboere har en god kemi. Desuden kan et sprogkursus være en god måde at møde andre tilflyttere, der også er nye i byen eller landet og er nysgerrige på sproget og kulturen. Med bare basale kundskaber i det lokale sprog, vil du desuden også have en fordel på dit nye job!

Netværk for danskere

Mange større byer har netværk for udlandsdanskere, der er bosat i samme by. Disse er oftest Facebook-grupper, hvor fællesspisning, restaurantbesøg eller udflugter bliver arrangeret, eller hvor individuelle nye tilflyttere foreslår en sammenkomst. Hvis du er flyttet til en by, hvor der er mange andre danskere, kan dette være en nem og hurtig måde at lære nye mennesker at kende på, som oven i købet har samme baggrund og taler samme sprog. Dette kan gøre det nemmere at lære hinanden at kende og forstå hinandens udgangspunkt, da man allerede deler samme kultur. Det er dog langtfra sikkert, at lige din by har mange andre danskere, da Danmark trods alt er et lille land. Derfor er det altid en god idé primært at fokusere på at skabe internationale venskaber. Desuden kan ulempen ved kun at mødes med andre danskere være, at man får skabt færre venskaber blandt andre unge, hvad enten disse er internationale tilflyttere eller lokale, da denne type venskaber ofte giver en helt anden oplevelse, og ofte er med til at udvide ens horisont og berige et udlandsophold ganske betydeligt!

Bevar et åbent sind

Det absolut bedste råd, når du rejser til udlandet for at bo og arbejde, er simpelt. Bevar et åbent sind, og du er garanteret oplevelser og nye venner i massevis! Du vil komme til at møde andre mennesker fra mange forskellige kulturer, og nogle vil måske føles vidt forskellige fra dine venner hjemmefra. Men de mennesker, som måske ikke lige minder allermest om din familie og venner hjemmefra, kan ofte være de mest interessante bekendtskaber, og vil give dig helt nye perspektiver på verden, som du ikke havde fået hvis du var blevet hjemme.

Venskaber for livet

Det er klart, at det indimellem kan virke uoverskueligt at skabe et helt nyt netværk i et land, hvor du måske ikke kender en levende sjæl ved din ankomst. Men den følelse er med garanti kortvarig, for der er en særlig åbentsindet mentalitet blandt internationale expats, og venskaber knyttes hurtigt og på trods af forskelligheder. Når du kommer tilbage til Danmark, vil du være rigere på oplevelser og ikke mindst på venner fra hele verden. Næste skridt er at besøge dem i deres hjemland!
Publiceringsdato 17.07.2019
Del på:
Bliv ansat hurtigt
Personlig rådgivning
Velkendte firmaer

Nyttige artikler

Anbefalede job

Oplev disse lande

Cookies

Arbejdeiudlandet.dk anvender cookies for, at hjemmesiden skal fungere så godt som muligt. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, godkender du anvendelsen af cookies.