Sådan booster du dit CV til en karriere i udlandet

En karriere i udlandet giver rigtig mange fordele både professionelt og personligt. Rent professionelt har du selvfølgelig først og fremmest mulighed for at gøre karriere i virksomheder eller stillinger, som måske ikke engang findes i Danmark, og for at søge ny viden og inspiration på en udenlandsk arbejdsplads med en mangfoldig stab af kolleger. Samtidig er det en stor personlig oplevelse at bo og arbejde i udlandet, som mange oplever, udvikler dem som person og giver dem nye samt mere nuancerede perspektiver på verden og deres professionelle udvikling.

Har du lyst og mod på at lede efter nye professionelle muligheder og personlige oplevelser ved at arbejde i udlandet, så spekulerer du måske allerede nu på, hvordan du bedst muligt kan profilere dig over for udenlandske arbejdsgivere, som kan vælge mellem kvalificerede ansatte fra hele verden. Læs med her, hvor vi giver dig en række gode råd og tips til, hvordan du bedst muligt kan forberede dig på din fremtidige karriere i udlandet, og hvordan du bedst muligt kan forme din tidligere karriere i Danmark efter denne fremtidsdrøm.

Tag sprogkundskaber seriøst

En af de absolut vigtigste forudsætninger for at kunne skabe dig en karriere i udlandet er naturligvis, at du har solide sprogkundskaber inden for engelsk, eller sproget i det land, hvor du måtte være interesseret i at bo og arbejde. Ved du allerede nu, at du på sigt stiler efter en karriere i for eksempel Tyskland, giver det sig selv, at det er en kæmpe fordel, at du skaber dig et solidt fundament i det tyske sprog - og gerne så tidligt som muligt, så du har flere år til at forbedre dit sprog. Næsten uanset hvilket land du er interesseret i at bo og arbejde i, er det dog stort set altid en fordel og en forudsætning at have stærke engelskkundskaber, hvis du vil arbejde for en international virksomhed. De fleste danskere har gode engelskkundskaber, men det kan anbefales, at du griber enhver chance for at øve dig og forbedre dit sprog - også selvom du måske synes, at dit engelsk allerede er godt. Det kan her være en god idé at læse engelske bøger, se film og TV uden undertekster, tage ud at rejse eller skabe en international vennegruppe i Danmark.

Tag på kortere ophold i udlandet

Den absolut bedste måde at øve sig i et fremmed sprog er ved at tale sproget dagligt. Derfor kan det i høj grad anbefales, at du tager ud at rejse hver gang muligheden byder sig, eller at du tager på andre former for ophold i udlandet for at forbedre dine sprogkundskaber. Hermed vil du få masser af muligheder for at tale sproget, udvide dit ordforråd og få en bedre fornemmelse for, hvordan sproget bruges i daglig praksis. De ord og fraser du lærer ved sprogundervisningen i skolen, er nemlig ikke nødvendigvis de mest brugbare i den virkelige verden.

  • Grib alle chancer for at forbedre dine sprogkundskaber
  • Tal sproget så ofte som muligt

Det er naturligvis en fordel at rejse til et land, hvor det sprog, du ønsker at blive bedre til, bliver talt til daglig. Vil du gerne forbedre dit engelsk, er det derfor oplagt at tage til USA, Storbritannien, Irland eller Australien. Når det er sagt, behøver du ikke nødvendigvis rejse til et engelsksproget land for at blive bedre til engelsk, da engelsk ofte er det fælles sprog, mange kommunikerer på, når de opholder sig i udlandet. Gode engelskkundskaber kommer dig også til gode, når du rejser hjem igen, da mange danske virksomheder ser dette som et kæmpe plus. Hvis du flytter til et andet land, vil du med al sandsynlighed blive en del af et internationalt netværk af andre expats, hvor hovedsproget er engelsk. Den daglige brug af sproget er en rigtig god måde at øve sig på, uanset om dem, du taler med, selv er engelsksprogede eller ej. Grib derfor muligheden for at komme ud i verden, og møder du folk fra andre dele af verden, vil de måske kunne hjælpe dig med spansk, tysk eller et andet fremmedsprog. Det er altid en fordel for virksomheder at have medarbejdere, der kan kommunikere på forskellige sprog.

  • Tag ud at rejse - og tal sproget!
  • Bliv en del af internationale netværk

Sprogskole

Har du fået drømmejobbet i udlandet, og vil du gerne lære et fremmedsprog hurtigst muligt, er en sprogskole et godt alternativ, hvor du kan lære sproget fra bunden og samtidig møde andre mennesker. Sidstnævnte er bestemt en god ting at tage med, hvis du, som de fleste andre, rejser alene til udlandet uden at have et netværk på forhånd. Foruden styrkede sprogkundskaber får du med en sprogskole også et godt kulturelt indblik i det land, du rejser til. Samtidig får du en mulighed for at fornemme det daglige liv i dit destinationsland.

Lav frivilligt arbejde hos organisationer

Med et skønt fuldtidsjob i udlandet er det ikke sikkert, at du har tid til meget andet, men frivilligt arbejde kan være en god måde at møde mennesker på samtidig med, at det styrker dit CV. Det kan være frivilligt arbejde for en lokal organisation eller større organisation. Ligegyldigt hvad det er, vil det uden tvivl styrke din internationale profil og vise, at du ønsker at gøre en forskel for andre. Du vil derfor med et frivilligt arbejde udføre et værdifuldt stykke arbejde, få nye kulturelle oplevelser og mange nye venner.

Tag kurser i udlandet

Som det allerede er blevet informeret om ovenfor, kan sprogskole være en rigtigt god måde, hvorpå du kan styrke dine engelskkundskaber eller andre sprogkundskaber. Det samme gælder for andre typer undervisning, workshops eller kurser, du eventuelt måtte have mulighed for at tage i udlandet. Hvis din danske arbejdsplads tilbyder kurser, konferencer eller efteruddannelse i udlandet, så grib endelig chancen for at tilføje international læring til dit CV! Der er nemlig en lang række fordele ved at have tilegnet sig viden i udlandet, hvis du stiler efter en international karriere. Først og fremmest signalerer dette, at du har et globalt udsyn, og potentielle arbejdsgivere vil kunne se, at du allerede har international erfaring. Internationale kurser eller lignende vil desuden give dig mulighed for at skabe et bredt netværk af nye internationale venner og bekendte, og måske endda give dig et nyt og mere nuanceret syn på verden. Hvis du allerede arbejder for en dansk eller international virksomhed, kan det derfor i høj grad anbefales, at du undersøger, hvilke muligheder der eventuelt findes for international efteruddannelse, konferencer, kurser eller lignende.

Tag en efteruddannelse i udlandet

Ovenstående har særligt fokus på muligheden for at tage kurser eller efteruddannelse i forbindelse med en fast stilling i Danmark, men har du mulighed for at tage en hel efteruddannelse i udlandet, kan dette i høj grad anbefales. Den store ulempe ved en udenlandsk uddannelse er, at disse i langt de fleste tilfælde ikke er gratis, som det er tilfældet med videregående uddannelser i Danmark. Udenlandske uddannelser kan ofte være dyre, også selvom du selvfølgelig kan søge danske legater og andre former for støtte til at betale kursusgebyret. Der skal derfor meget planlægning og eftertænksomhed til, før du vælger at tage en efteruddannelse i udlandet, men får du muligheden, er dette bestemt en rigtig god måde at kickstarte en international karriere. Først og fremmest får du masser af ny viden, imens du styrker dine sprogkundskaber, men du får også en mere international profil, end hvis du har en rent dansk uddannelse. Fremtidige arbejdsgivere ved med det samme, at du har gode sprogkundskaber og et internationalt udsyn. Samtidig får du et bredt international netværk at trække på.

Start i Danmark

Hvis du ikke har mulighed for at rejse, behøver dette dog langt fra betyde, at du ikke dermed kan skabe dig en international profil. Der er masser af skridt, du kan tage hjemme fra Danmark for at booste dit CV til en karriere i udlandet. Start eksempelvis med at skabe dig et internationalt netværk blandt expats eller udenlandske studerende i Danmark ved eventuelt at tilmelde dig sprogudveksling eller finde internationale grupper på sociale platforme såsom Meetup.com. Hermed får du et fordelagtigt, internationalt netværk og mulighed for at træne dit sprog. Som nævnt ovenfor, kan du desuden vælge at udføre frivilligt arbejde hos internationale organisationer i udlandet for at booste dit CV. Men har du ikke mulighed for at rejse, behøver dette dog langt fra være en hindring. Masser af internationale organisationer, såsom Røde Kors, har rige muligheder for frivilligt arbejde i Danmark. Fordelen ved eksempelvis Røde Kors er, at organisationen er så internationalt anerkendt og velkendt, at potentielle arbejdsgivere i udlandet vil have en forståelse for, hvilken type frivilligt arbejde du har udført, også selvom arbejdssproget var dansk.

Find arbejde hos internationale virksomheder i Danmark

Når du leder efter jobs i Danmark, kan det desuden være en fordel at vælge arbejdsgivere med en international profil for at booste dit CV til en senere karriere i udlandet. Hermed vil potentielle internationale arbejdsgivere have en grundlæggende forståelse for, hvilken type arbejdsplads du har erfaring med, og hvilken type arbejde du har udført på denne arbejdsplads. Hvis du endda kan finde en arbejdsplads, hvor arbejdssproget er engelsk, er dette naturligvis kun yderligere en fordel, som du sidenhen kan føje til dit CV, når du søger internationale stillinger.

Start forberedelserne derhjemme

Som ovenstående forhåbentligt har belyst, er der altså masser af skridt, du kan tage for at styrke dine muligheder for en international karriere, mens du stadig er hjemme i Danmark. Du behøver altså ikke at vente på muligheden for at starte en ny stilling i udlandet, før du kan komme i gang med at styrke dit CV med henblik på at booste dine muligheder for en fremtidig karriere i udlandet. Der er masser af mindre skridt, du kan tage med det samme!

Publiceringsdato 12.09.2019
Del på:
Bliv ansat hurtigt
Personlig rådgivning
Velkendte firmaer

Nyttige artikler

Anbefalede job

Oplev disse lande

Cookies

Arbejdeiudlandet.dk anvender cookies for, at hjemmesiden skal fungere så godt som muligt. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, godkender du anvendelsen af cookies.