Skriv, så du bliver indkaldt til samtale

Der er kun ét formål med din ansøgning, og det er at blive indkaldt til en samtale – enten ved et fysisk møde eller via eksempelvis Skype. Derfor handler det om at være klar i spyttet og om at skille sig ud, når ansøgningen måske havner i en bunke blandt 100 eller flere andre. Men drop det regnbuefarvede papir og andre sjove gimmicks. Vær i stedet grundig i din research, og skriv en ansøgning, der gør arbejdsgiveren tryg ved at ansætte lige netop dig. Research, inden du skriver Det kan være fristende at bruge én ansøgning som skabelon for flere jobansøgninger, men hvis læseren ikke kan se sig selv og sin virksomhed i din tekst, bliver du ikke indkaldt til samtale. Begynd i stedet med et blankt dokument hver eneste gang, og skriv målrettet til det enkelte job og den enkelte virksomhed. Sæt dig ind i virksomhedens udfordringer, sprog og kultur, før du går i gang. Du behøver ikke at svare på alle krav i jobopslaget, men det er vigtigt, at alle afsnit i din ansøgning handler om den virksomhed, du gerne skal ind at arbejde for. Ring eventuelt til kontaktpersonen på jobopslaget, og stil et spørgsmål eller to, som du ikke får svar på via jobannoncen. En telefonsamtale kan give dig viden, som du kan bruge til at gøre din ansøgning endnu mere skarp, og måske vil du endda blive husket til samtalen. Skriv en fængende overskrift Mange arbejdsgivere læser CV’et først og bruger kun få sekunder på at skimme ansøgningen. Derfor er det vigtigt med en overskrift, der pirrer nysgerrigheden og er relevant for jobbet. Tænk på din ansøgning som en artikel, der skal give læseren lyst til at fordybe sig i teksten. Høflighedsfraser og henvisninger til hvor du har set jobopslaget, kan arbejdsgiveren ikke bruge til noget. Lad din overskrift fange essensen af dit budskab i ansøgningen. Giv din ansøgning struktur Ansøgningen skal være overskuelig og fylde max en A4-side, som skal være delt op i afsnit. For meget tekst og et rodet layout kan få læseren til at give op på forhånd. Begynd med en indledning, der viser, at du har forstået, hvad jobbet går ud på, og bliv derefter hurtigt konkret i forhold til, hvordan du vil gå til jobbet. Nævn hellere få eksempler på, hvordan du vil løse opgaverne frem for at lave lister. Vis, at du har idéer, og gem så også nogle til jobsamtalen. Afslut med at beskrive, hvordan du er som kollega. Nævn gerne et fun fact om dig selv, så skiller du dig ud fra de andre kandidater, mens du fletter en personlig sløjfe på din ansøgning. Skriv om fremtiden Ansøgningen er dit salgsbrev, hvor du skal overbevise arbejdsgiveren om, at du er velegnet til jobbet, og derfor er det en god idé at skabe billeder af succeser, som I vil kunne fejre sammen i fremtiden. Hvad du tidligere har arbejdet med hører til i dit CV, så brug hellere krudtet på at fortælle, hvordan du vil løse opgaverne, og hvad du ser frem til at blive klogere på. Husk, at arbejdsgiveren ikke forventer, at du kender alt til virksomheden. Det skal du nok komme til, hvis du kan vise, at du har kompetencerne, interessen og lysten til at gøre en forskel. Giv din ansøgning en kritisk gennemlæsning til sidst, og få en ven til at give feedback. Forstår man, hvad du skriver? Sælger du dig selv godt nok? Mange arbejdsgivere printer ansøgningerne ud, så husk at gemme din tekst i pdf-format, så layoutet holder, når ansøgningen bliver printet. Men vigtigst af alt: Lad din begejstring skinne igennem, og gør arbejdsgiveren tryg ved, at du kan løfte opgaven.
Publiceringsdato 09.08.2018
Del på:
Bliv ansat hurtigt
Personlig rådgivning
Velkendte firmaer

Nyttige artikler

Anbefalede job

Oplev disse lande

Cookies

Arbejdeiudlandet.dk anvender cookies for, at hjemmesiden skal fungere så godt som muligt. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden, godkender du anvendelsen af cookies.