Bo og arbejde i Krakow

Krakow er Polens andenstørste by og et turistmål for mange danskere. Krakow byder på fantastisk historie, kunst og musik. Byen er ikke blot et besøg værd, den har også en masse at byde på, hvis du overvejer at flytte til udlandet. Måske du drømmer om at rejse til engelsktalende lande, men inden du beslutter dig, kan det varmt anbefales at se nærmere på byer som Krakow. En international by, der tiltrækker folk fra alle verdenshjørner, og hvor du kan få meget for få penge.

Få arbejde i Krakow

Byens jobmuligheder

Der er et væld af forskellige jobmuligheder, både på dansk og engelsk, hvis du vælger at rejse til Krakow. Du kan arbejde på en bar eller café. Du kan ligeledes arbejde som au pair, hvilket kan være et godt job at starte ud med. Foruden disse kan du også finde arbejde i internationale virksomheder og i afdelinger såsom kundeservice. Hvad enten et job i kundeservice er det, du drømmer om eller ej, så kan et job som dette være en fantastisk mulighed for senere at få drømmejobbet.

Både danske og udenlandske virksomheder benytter sig af “shared service centers”, hvilket vil sige, at f.eks. et dansk firma har alle sine afdelinger samlet ét sted i Polen. Dette er en fordel for dig, fordi det giver dig gode chancer for at arbejde dig op fra telefonsælger til en højere stilling såsom manager. Er du en haj til sprog, kan du også få job som oversætter. Du kan bo i Krakow uden at beherske det polske sprog, men det er altid en fordel at have en forståelse for sproget.

Søg job

Ansøgningsprocessen ligner den, du kender herhjemme. Du kan nemt søge efter arbejde i Krakow på vores jobportal. Er der noget, der falder i din smag, skal du skrive en motiveret ansøgning og sende dit CV. Er du heldig at få et interview, vil det ofte foregå enten via Skype eller i Polen. Dette kan variere alt efter, hvilken virksomhed der er tale om. Det er godt at fremhæve, hvorfor du passer perfekt til jobbet, men det kan ligeledes være fordelagtigt at nævne, hvad det er ved Krakow, der tiltrækker dig.

Den polske arbejdskultur

Polakkerne er kendt for at arbejde hårdt, og det kan ses på arbejdspladserne. De har en høj arbejdsmoral og forventer, at du har det samme. Der er ligeledes et mere hierarkisk system, end hvad du måske er vant til i Danmark, men det er noget, du hurtigt vænner dig til. De er på samme tid et åbent folkefærd, der med garanti byder dig varmt velkommen. Hvis du bliver ansat i en international virksomhed, vil du højst sandsynligt også komme til at arbejde med folk fra en masse forskellige lande.

Polske arbejdsforhold

En fuldtidsstilling er på cirka 40 timer om ugen. Opsigelsesperioden vil ofte være på to uger, men kan være forskellig afhængig af din kontrakt, og hvor lang tid du har arbejdet i virksomheden. Se nedenfor. Mindstelønnen i Polen er omkring 523 euro om måneden. I en international virksomhed vil du dog oftest få en højere løn end mindstelønnen. Hvor høj, månedslønnen vil være for dig, kommer an på din stilling og din erfaring. Det skal også nævnes, at leveomkostningerne i Krakow er langt lavere end i Danmark.

  • Fuldtidsstilling: 40 timer pr. uge.
  • Opsigelsesperiode kan variere, men vil ofte være to uger.
  • Ved ansættelse i mindre end tre måneder er opsigelsesfristen én uge.

Muligheder for at networke

Det kræver ikke mere end blot én søgning på Google for at finde grupper og organisationer, der bringer folk sammen i Krakow, og det kan bestemt anbefales. Det kan være ensomt at rejse til et fremmed land alene, men du er med garanti ikke den eneste, der har efterladt det trygge hjemland for at rejse ud i den store verden. Undersøg Facebook-grupper og hjemmesider såsom Meetup, hvor du kan tage på udflugter i selskab med en masse andre, eller I kan mødes til en drink på den lokale bar.

Bo i Krakow

Find bolig

Selvom du kan finde en bolig, mens du er i Danmark, kan det altid anbefales, at du ikke skriver under eller overfører depositum, før du har set lejligheden. En god idé vil være at bo på et hostel, Airbnb eller hotel de første dage, hvilket giver dig tid til at besigtige lejligheder og opsøge en lokal ejendomsmægler. Du kan f.eks. finde værelser og lejligheder på Facebook-gruppen “Krakow Apartments 4 rent” eller på hjemmesiden krakowflats.com. Der er gode muligheder for at finde bolig, hvad enten du søger et værelse eller lejlighed.

I centrum kan du finde en etværelseslejlighed til omkring 3.600 DKK pr. måned, og det er endnu billigere, hvis du bevæger dig ud fra centrum, hvor en etværelseslejlighed kan koste 2.600 DKK pr. måned. Dette er en markant forskel i forhold til det danske boligmarked, hvor du i de større byer nemt kan komme af med det dobbelte eller mere. Du vil også kunne finde mange værelser, hvor du deler en lejlighed med andre. Det er endnu billigere og kan også være en fantastisk måde at møde nye mennesker på.

Oplev kulturrige Krakow

Som nævnt er Krakow en perle, hvad angår gamle historiske bygninger, mystik og kultur. Byen har dog også en masse andet at byde på, og hvad enten du går op i arkitektur, historie eller fodbold, så vil du kunne finde det hele her. Der bliver spillet en masse fodbold i Krakow, og er du fodboldtosset, vil du med garanti kunne finde et fodboldhold i byen. Foruden fodbold er basketball, ishockey og volleyball også populært. Det er også værd at besøge de mange barer og spillesteder med fantastisk livemusik.

Bliv en del af et internationalt samfund

Selvom det kan være enormt spændende at flytte til udlandet, kan det også være en stor omvæltning. Derfor kan det være rart en gang i mellem at dele oplevelserne med andre danskere og få muligheden for at tale lidt dansk. Måske mødes I til middag med dansk mad eller ser en dansk fodboldkamp sammen. Facebook og andre sociale medier er en perfekt måde at opsøge og møde nye mennesker på. Dette gælder også, hvis du ønsker at møde andre danskere i Krakow.

Leveomkostninger i Krakow

Leveomkostningerne er overordnet set lavere i Krakow end i Aarhus eller København. Det gælder alt lige fra bolig og offentlig transport til mad. En liter mælk koster omkring 4 DKK, hvor den i Danmark vil koste det dobbelte. Det samme gælder, hvis du tager i byen og spiser på en restaurant. Det kommer selvfølgelig an på, hvilken restaurant du spiser på, men generelt vil du i Krakow kunne få et godt måltid mad for omkring 40 DKK. I Danmark vil du ofte skulle betale 100-120 DKK.

Lær polsk

Selvom Krakow er en international by, og du derfor kan begå dig på engelsk, så kan det varmt anbefales, at du lærer polsk. Det er stadig ikke alle polakker, der kan beherske det engelske sprog, og du vil højst sandsynligt komme ud for situationer, hvor det vil være fordelagtigt, hvis du kan forstå og kommunikere på polsk. Mange virksomheder tilbyder sprogundervisning, men hvis det ikke er tilfældet på din arbejdsplads, vil du kunne finde flere sprogkurser i byen. “Glossa School of Polish” er en af sprogskolerne i byen.

Ankomst til Krakow

Registrer din ankomst

Da Polen er en del af EU, er det forholdsvist nemt at flytte til landet. Det kræver blot, at du medbringer dit pas. Hvis du ønsker at blive i landet længere end tre måneder, skal du huske at registrere dig på et lokalt regionskontor. Dette skal ske inden 30 dage efter din ankomst til landet. Det er også vigtigt at nævne, at du skal henvende dig på skattekontoret og søge om at få et skattenummer, inden du påbegynder et arbejde. Dette går under navnet NIP (Numer Identyfikacji Podatkowej).

  • Registrering inden 30 dage efter ankomst.
  • Henvend dig hos skattekontoret for at søge om skattenummer (NIP).
  • Kontakt det danske konsulat i Krakow, hvis du har nærmere spørgsmål.

Opret en bankkonto

Mange danskere, der opholder sig i udlandet, opretter en ny bankkonto i det land, de befinder sig i. På denne måde undgår du vekselgebyrer, hver gang du hæver penge eller skal overføre husleje. Din arbejdsplads vil højst sandsynlig også kræve, at du har en polsk bankkonto. Bankerne kan være meget forskellige. Derfor kan det betale sig at bruge en dag på at gå fra bank til bank og forhøre dig om, hvad de kan tilbyde dig. Du vil opleve, at langt de fleste kræver at se dit pas, ansættelseskontrakt og lejekontrakt.

Bliv dækket af en sygeforsikring

Inden du forlader Danmark, kan det anbefales, at du søger om at få det blå europæiske sygesikringsbevis. Har du ikke fundet arbejde endnu, vil dette dække dig, hvis uheldet er ude. Kortet er helt gratis og kan bestilles på nettet. Når du først har fundet arbejde og begynder at betale skat, vil du være dækket af den statslige sygeforsikring (NFZ). Din arbejdsgiver vil registrere dig hos Socialsikringen (ZUS). Herefter vil du automatisk betale til den statslige sygeforsikring og have adgang til offentlige ydelser ligesom andre borgere i landet.

Hvordan betaler jeg skat?

Ligesom herhjemme vil du betale mere i skat, desto højere din løn er. Er din årsløn på omkring 192.000 DKK, vil du betale cirka 18 % i skat. Tjener du mere end dette, vil skatteprocenten være højere. Dette er markant lavere end i Danmark og andre europæiske lande. Skatten bliver automatisk trukket fra din løn. Har du yderligere spørgsmål til dette, kan det altid anbefales, at du taler med din arbejdsgiver. Han eller hun vil med garanti kunne besvare alle de spørgsmål, du måtte have.

Flyt til Krakow

Krakow er kendt for at være en af Polens smukkeste og mest kulturrige byer, og der er noget om snakken. Krakow har lidt af det hele, og der er en masse at opleve i Polen, hvad enten du er til byliv eller naturskønne områder. Du har muligheden for at bo i centrum i en lækker lejlighed til næsten ingen penge. Du vil med garanti møde mennesker fra hele verden og få arbejdserfaring, og det vil ikke blot udvikle dig på det personlige plan, det vil også gøre dit CV stærkere.